En af de dage, hvor man har lyst til at sige op

Lad mig med det samme slå fast, at jeg elsker min søn over alt på jorden. Men hold kæft, hvor kan han drive mig helt derud, hvor jeg bare får lyst til at sige adios amigo og forlade matriklen for at finde et mørkt, stille sted og SOVE! Et sted hvor otte kilo ammestrejkende, klatsovende brokkehoved ikke kan finde mig.
.. Og så får jeg dårlig samvittighed og bliver endnu mere ked af det.

Indtil A var 2 måneder gammel sov han skidegodt både nat og dag. Jaja, jeg ammede da om natten, men det var ret fast hver tredje time, hvilket betød 3 timers sammenhængende søvn til mor gange minimum 4. Omkring jul gik dagssøvnen pludselig helt i smadder, men det var til at overskue, fordi nætterne fortsat var gode.
Da han var omkring 3,5 måned blev nætterne pludselig også helt ad helvede til. Nogle gange tager han lige et par nætter i træk med 4-7 timers sammenhængende søvn, og så når jeg lige at tænke “GISP, er det mon nu det vender?!” men ak nej, straks er vi tilbage på opvågninger hver time natten igennem.

I går aftes kom han i seng ved 19-tiden som vanligt (efter at have overskidt to uldbodyer – sådan noget babybæ er sgu svært at få af uld! Jeg havde selvfølgelig ikke bemærket det, så jeg lagde ham bare på min (forhenværende hvide) dyne. Det krævede også lige et sengetøjsskift). Han faldt nemt i søvn 19.10 og sov en halv time. Super. Faldt i søvn igen 19.52 og sov i 3 timer. Wuhu! Da han sov igen 23.10 forsøgte jeg også at sove, men der gik noget tid, før jeg kunne falde i søvn. Jeg lå nemlig og havde røvdårlig samvittighed over at jeg midt i babystress og ammehjerne havde glemt hans femmånedersundersøgelse og -vaccine samme dag. FLOT Pernille. Nå men så sov han i 2 timer og 20 minutter, før han vågnede igen. Derefter sov han i hhv. 50 minutter, 1 time, 50 minutter, 50 minutter og 45 minutter. D-E-J-L-I-G nat. Just lovely. #ohthejoy.

Sådan en nat resulterer sjovt nok i en dag hvor overskudskontoen er totalt i bund. “Hvis det ikke lykkes mig at vugge ham til mere end en halv times lur, sætter jeg mig til at hyle” skriver jeg til min veninde. Skæbnen ville dog, at hyleriet skulle indfinde sig tidligere, nemlig allerede da bebsulingus skulle indtage den grød jeg så nænsomt havde tilberedt til ham altimens han SKREG efter den i sin stol og den sirligt udpumpede brystmælk, lille mr. ammestrejke bliver nødt til at få indenbords på en eller anden måde. Efter latterligt få skefulde delikat havre/majsgrød med hjemmelavet mangomos (fra fryseren – jeg lavede det dengang jeg havde overskud, thank god for det) siger bebsefyren venligst nej tak til mere ved at rive koppen med de dyrebare dråber ud af hånden på mig, så vi begge er sjasket ind i brystmælk.

Normalt har jeg VIRKELIG meget tålmodighed og der skal meget til, før jeg ikke kan bevare fatningen, men når jeg sover så lidt, fungerer jeg bare ikke optimalt. I frustration over at ungen ikke gider æde den skide grød kaster jeg skeen ned i tallerken (hvilket utvivlsomt er det eneste rigtige at gøre i en sådan situation), hvorefter den springer lystigt ned på en af vores spisebordsstole og klatter det polstrede sæde godt til. Det kunne jeg måske have forudset, men jeg havde BRUG for at kaste med den ske. Måske græder jeg også lidt.

Vurderer at baby A nu, efter tre vågne timer bestående af skiftevis grin, brok, glæde, gråd, smil, omtrent to sekunders liggen på maven og 10 minutters liggen på ryggen, to minutters amning, fem skefulde grød, en tår mælk fra kop og et bleskift er mere end klar til en lur. En lur der foregår indenfor i slyngevuggen, fordi jeg forlængst har opgivet barnevognen på de dage, hvor jeg ikke magter at løbe frem og tilbage i pendulfart for at holde ham i søvnen og desuden tilbringe dagen med jakke på. I slyngevuggen er der en chance for, at han kan sove længere end en halv time, fordi man kan vugge den konstant. Så jeg vugger og vugger og vugger og hvad sker der? Efter nøjagtigt 30 minutter vågner babyprutten og er I K K E til at få til at sove videre. Kaster her muligvis en sofapude hårdt ned i gulvet og lader babyfyr ligge og snakke med uroen i slyngevuggen mens jeg selv kapitulerer og trækker mig tilbage til soveværelset, hvor jeg tuder lidt mere mens jeg forsøger at acceptere, at jeg nu kan se frem til yderligere 2-3 timer med en træt baby, der ikke vil noget som helst.

I det mindste kan morgendagen heldigvis kun blive bedre.