Hvor lagde jeg babyen!?

Som de fleste nybagte forældre fik Faren og jeg i begyndelsen ikke meget af det der søvn. Det var egentlig ikke fordi Lillen græd, næh, det skyldtes såmænd at han konstant var i vores (under)bevidsthed. En nat satte Faren sig febrilsk op i sengen mens jeg ammede og udbrød i søvne “Har jeg ham? Er det mig der har ham?! Hvor er han henne?!”. De efterfølgende nætter skiftedes vi nærmest til at vågne i panik over, om Lillen nu lå nede i fodenden af vores seng og var ved at blive sparket ud over kanten af vores sure tæer (vi kom heller ikke så meget i det der bad), om han lå imellem os og var ved at blive mast eller kvalt i dynerne, eller om han lå ovenpå os og var ved at trille ned.

En morgen da Faren var taget på arbejde havde jeg taget Lillen over i sengen til mig, hvor han lå i sin babynest barrikaderet af et fort af puder og dyner, så han under ingen omstændigheder ville kunne trille den meter eller halvanden, der var over til sengekanten (især fordi han på daværende tidspunkt rent fysisk var så langt fra overhovedet at kunne trille som overhovedet muligt – but better safe than sorry!). Der lå jeg i min lette mor-søvn med en arm om Lillen, da der pludselig lød et ordentligt bump! Jeg fór op og kiggede ud over sengekanten, hvor pølsehunden med et lettere forvirret ansigtsudtryk så op på mig, som om hun var i tvivl om det mon var mig der havde sørget for at hun var faldet ned fra sengen, hvor hun havde set sit snit til at snige sig op. Pyh, godt det ikke var Lillen. Til gengæld havde jeg nær kravlet henover ham i min paniske iver for at se om det var ham, der var faldet ned.

En nat skulle Faren vende sig i sengen, og da jeg søvndrukkent registrerer hans bevægelse tænker jeg “FUCK! Lillen ligger ovenpå ham! Han må ikke vende sig!” så febrilsk hvisker jeg “skat skat skat skat skat!” og Faren bliver skidebange, for nu tror han jo pludselig også, at jeg har lagt Lillen på ham. Det havde jeg jo selvfølgelig ikke, han lå trygt og godt i vuggen ved siden af mig. Faren blev en lille smule sur.

Efterhånden som Lillen er blevet større, sker det ikke ligeså tit, men jeg har da nusset Farens ben en gang eller to i den tro, at det var Lillen der lå dernede og puttede. Det må være en form for midlertidig sindssyge.