De der hormoner, ik’å

De er ikke sådan lige at spøge med (slet ikke hvis man er tæt på en gravid, DON’T!).  Jeg var ingen undtagelse, selvom Faren faktisk en dag sagde til mig, at jeg slet ikke var så slem, som han havde frygtet. Tak, tror jeg?

Ikke desto mindre havde jeg nu mine øjeblikke, og når jeg ser tilbage på dem, er det ganske morsomt.

I begyndelsen af graviditeten så jeg Switched at Birth. I et afsnit stjæler nogle sørgelige typer fra en af de døve hovedpersoner, og jeg blev simpelthen så ked af det at jeg måtte ringe til Faren midt i arbejdstiden og fortælle om min oplevelse. Eller altså, den døve hovedpersons oplevelse. Det føltes bare som om, det var min. Jeg græd måske også en lille smule.

Hen mod slutningen af graviditeten begyndte jeg for alvor at give den gas. Jeg HADER at bakke bilen ind i vores smalle indkørsel. En aften hvor jeg havde kørt hjem, sagde Faren opmuntrende “kom, nu prøver du lige at bakke den ind, jeg hjælper dig!”. Det så hormonella her som en dybt uretfærdig og hånende opfordring, og hun valgte derfor at bremse liiiiidt for hårdt op, så Hunni (der dog selvfølgelig var fastspændt) faldt lidt fremover. Den næste time brugte jeg på at hyle hjerteskærende i ren og skær dårlig samvittighed, selvom Hunni ikke kunne være mere ligeglad.

Som meget højgravid skulle jeg samle Lillens kommode, og den ville altså ikke lige som jeg havde tænkt mig. Derfor fik jeg vistnok slået på dørkarmen med en af kommodedelene, som knækkede. Jeg udstødte en dybt frustreret lyd (det var vel en form for brøl) og kastede resten af kommodedelen ind i væggen, så den knækkede endnu et sted. Der sad jeg så med tre stykker kommode, der før var ét (og som nok helst skulle være forblevet sådan), og gav mig til at hulke ulykkeligt, så Faren kom løbende i frygt for, at jeg havde slået mig. Nejnej, hele verden var såmænd bare imod mig!

Tredjedagstudeturen efter Lillen var født ramte mig med fuld smadder. Jeg græd over ALT. Jeg græd når jeg så på Lillen, bare fordi. Fordi han var så lille og fin, fordi han var min – vores – fordi han var her, fordi han knirkede, fordi han blinkede, fordi han sov, fordi han hikkede. Pludselig syntes jeg han var sløv, og så græd jeg endnu mere, fordi jeg var overbevist om, at han måtte have fået gulsot. Jeg græd fordi det gjorde ondt ligegyldigt hvordan jeg sad eller lå, jeg græd når jeg skulle tisse og jeg græd endnu mere når jeg kunne mærke, at jeg skulle mere end det. Tanken virkede fuldstændig uoverskuelig. Jeg græd fordi Faren var sød, jeg græd fordi jeg var træt, jeg græd fordi Lillen græd. Jeg græd og græd og græd, indtil det endelig var overstået og jeg kunne samle mig selv og min hormonelle hjerne op fra gulvet og langsomt blive normal igen.