Lad mig med det samme slå fast, at jeg elsker min søn over alt på jorden. Men hold kæft, hvor kan han drive mig helt derud, hvor jeg bare får lyst til at sige adios amigo og forlade matriklen for at finde et mørkt, stille sted og SOVE! Et sted hvor otte kilo ammestrejkende, klatsovende brokkehoved ikke kan finde mig.
.. Og så får jeg dårlig samvittighed og bliver endnu mere ked af det.

Indtil A var 2 måneder gammel sov han skidegodt både nat og dag. Jaja, jeg ammede da om natten, men det var ret fast hver tredje time, hvilket betød 3 timers sammenhængende søvn til mor gange minimum 4. Omkring jul gik dagssøvnen pludselig helt i smadder, men det var til at overskue, fordi nætterne fortsat var gode.
Da han var omkring 3,5 måned blev nætterne pludselig også helt ad helvede til. Nogle gange tager han lige et par nætter i træk med 4-7 timers sammenhængende søvn, og så når jeg lige at tænke “GISP, er det mon nu det vender?!” men ak nej, straks er vi tilbage på opvågninger hver time natten igennem.

I går aftes kom han i seng ved 19-tiden som vanligt (efter at have overskidt to uldbodyer – sådan noget babybæ er sgu svært at få af uld! Jeg havde selvfølgelig ikke bemærket det, så jeg lagde ham bare på min (forhenværende hvide) dyne. Det krævede også lige et sengetøjsskift). Han faldt nemt i søvn 19.10 og sov en halv time. Super. Faldt i søvn igen 19.52 og sov i 3 timer. Wuhu! Da han sov igen 23.10 forsøgte jeg også at sove, men der gik noget tid, før jeg kunne falde i søvn. Jeg lå nemlig og havde røvdårlig samvittighed over at jeg midt i babystress og ammehjerne havde glemt hans femmånedersundersøgelse og -vaccine samme dag. FLOT Pernille. Nå men så sov han i 2 timer og 20 minutter, før han vågnede igen. Derefter sov han i hhv. 50 minutter, 1 time, 50 minutter, 50 minutter og 45 minutter. D-E-J-L-I-G nat. Just lovely. #ohthejoy.

Sådan en nat resulterer sjovt nok i en dag hvor overskudskontoen er totalt i bund. “Hvis det ikke lykkes mig at vugge ham til mere end en halv times lur, sætter jeg mig til at hyle” skriver jeg til min veninde. Skæbnen ville dog, at hyleriet skulle indfinde sig tidligere, nemlig allerede da bebsulingus skulle indtage den grød jeg så nænsomt havde tilberedt til ham altimens han SKREG efter den i sin stol og den sirligt udpumpede brystmælk, lille mr. ammestrejke bliver nødt til at få indenbords på en eller anden måde. Efter latterligt få skefulde delikat havre/majsgrød med hjemmelavet mangomos (fra fryseren – jeg lavede det dengang jeg havde overskud, thank god for det) siger bebsefyren venligst nej tak til mere ved at rive koppen med de dyrebare dråber ud af hånden på mig, så vi begge er sjasket ind i brystmælk.

Normalt har jeg VIRKELIG meget tålmodighed og der skal meget til, før jeg ikke kan bevare fatningen, men når jeg sover så lidt, fungerer jeg bare ikke optimalt. I frustration over at ungen ikke gider æde den skide grød kaster jeg skeen ned i tallerken (hvilket utvivlsomt er det eneste rigtige at gøre i en sådan situation), hvorefter den springer lystigt ned på en af vores spisebordsstole og klatter det polstrede sæde godt til. Det kunne jeg måske have forudset, men jeg havde BRUG for at kaste med den ske. Måske græder jeg også lidt.

Vurderer at baby A nu, efter tre vågne timer bestående af skiftevis grin, brok, glæde, gråd, smil, omtrent to sekunders liggen på maven og 10 minutters liggen på ryggen, to minutters amning, fem skefulde grød, en tår mælk fra kop og et bleskift er mere end klar til en lur. En lur der foregår indenfor i slyngevuggen, fordi jeg forlængst har opgivet barnevognen på de dage, hvor jeg ikke magter at løbe frem og tilbage i pendulfart for at holde ham i søvnen og desuden tilbringe dagen med jakke på. I slyngevuggen er der en chance for, at han kan sove længere end en halv time, fordi man kan vugge den konstant. Så jeg vugger og vugger og vugger og hvad sker der? Efter nøjagtigt 30 minutter vågner babyprutten og er I K K E til at få til at sove videre. Kaster her muligvis en sofapude hårdt ned i gulvet og lader babyfyr ligge og snakke med uroen i slyngevuggen mens jeg selv kapitulerer og trækker mig tilbage til soveværelset, hvor jeg tuder lidt mere mens jeg forsøger at acceptere, at jeg nu kan se frem til yderligere 2-3 timer med en træt baby, der ikke vil noget som helst.

I det mindste kan morgendagen heldigvis kun blive bedre.

“Leverpostej, mælk, havregryn” står der i beskeden fra Faren, som tilsyneladende tænker at dagens projekt for mig må være en lækker indkøbstur med en baby der sover max en halv time ad gangen (JA tante Karen, OGSÅ selvom barnevognen kører!). Han hader nemlig selv at handle. Flere gange har jeg foreslået ham, at vi begynder at købe ind på nettet, men hver gang har han skudt idéen ned med det argument, at det “på en måde bare er en del af livet..” øh. Mit liv eller hvad? I hvert fald ikke dit eget, hvis du kan slippe for det, åbenbart. Snedige satan. Men det er fint nok, jeg kan godt handle. Faren har dog tilsyneladende svedt ud, at han har lovet at stå for aftensmaden – med mindre han altså har tænkt sig at fremtrylle en delikat omgang chili con carne bestående af havregryn, mælk og leverpostej. I think not. “Hvad med aftensmad?” spørger jeg ledende. “Nåh ja, så hakket oksekød også. Vi har bønner”. Så langt så godt. “Tænker du at vi bare skal spise det rent, eller hvordan? Evt. nogle ris? Brød?” lufter jeg for ham, stadig meget ledende. “Nåh jo, også det!”. Godt så.

Fast forward til begyndelsen på Farens madlavning. “Har du købt grønt?” “Øh. Hvad tænker du på?” “Grønt?” “Ja grønt hvad?!” “Til at putte i! Peberfrugt, tomat, alt sådan noget?”. Dybt suk, for fucks sake altså, din amøbe. Jeg spurgte hvad du skulle bruge og jeg købte det du bad mig om, så nej, gu fanden har jeg ikke købt “grønt”. Kokkereringen begynder (uden grønt), og med dét alle spørgsmålene. “Hvor lang tid tror du risene skal have?” Hvad med at læse på pakken (mr. Clueless) “kan du ikke lige tage en gryde til mig? Nu har jeg rørt ved kødet!” ej men så er du også dummere end vådt bølgepap, hvis du åbner en pakke kød og tager det op i dine fedtede grabber uden at have tænkt over, hvor det skulle hen bagefter. Og ved du faktisk hvad, man kan? Man kan lægge det tilbage i pakken, vaske sine hænder og selv tage en gryde! Jo, det er skam slet ingen spøg! Det kan man rent faktisk godt – men ja du har ret, det kræver en smule tankevirksomhed. “Skal jeg varme brødet i ovnen eller på brødristeren?” Do I look like somebody who cares? Jeg tror ikke umiddelbart at jeg kan smage om du har gjort det ene eller det andet, og selv hvis jeg kunne ville jeg være bedøvende ligeglad, så længe jeg bare ikke skal spise det koldt. Og er der ikke snart mad?! “God mad tager tid, skat. Det er forskellen på når du og jeg laver mad. Jeg gør det med kærlighed!” oh well, og jeg gør det med en træt baby hængende på den ene arm (ej det er løgn, jeg bliver nødt til at skifte arm engang imellem, han er fandme blevet tung!) men jeg er sulten og jeg vil gerne putte baby i ordentlig tid, så hvis du kunne skifte kærligheden ud med hastighed ville det passe mig glimrende. Endelig får vi spist (undertegnede i et tempo der umuligt kan være hensigtsmæssigt, med en halvgnaven baby (hvis arme man skulle tro var skiftet ud med elektriske piskeris) på skødet) og efter en times babyputning slæber jeg mit slidte korpus ud fra soveværelset til køkkenet, hvor jeg bliver mødt af et bombekrater.

Herhjemme har vi nemlig en aftale om, at den der laver mad slipper for opvasken. Den aftale bliver især håndhævet, når det er Faren, der har stået for madlavningen, og i lidt højere grad glemt, når det er mig. Og jaja, det ville da også være ret så ligetil, hvis det ikke var fordi Faren åbenbart skal have samtlige pander, gryder, skeer, knive og spækbrætter i brug for at tilberede selv den mest simple ret. Det må være den der kærlighed, der kræver så omhyggelig tilberedning med alskens køkkenredskaber. Men mængden af opvask er ikke engang det værste. Nix. Believe it or not. Faren glemmer nemlig tilsyneladende altid under madlavningen, at nogen har været så smarte at opfinde det man kalder en skraldespand [skral-løh-span] hvori man kan smide alskens uhumskheder. Hvor er det dog SMART! Men det ved han altså åbenbart ikke, for omtalte uhumskheder havner altså i håndvasken. Vi snakker alt fra løgskræller til køkkenrulle til den tomme kødemballage og konservesdåserne. Og så brokker han sig over, at jeg aldrig tømmer håndvasken. NEJOGVEDDUHVORFOR?! Fordi det ikke er mig der fylder den med LORT! Barnlig type her lader gerne uhumskhederne ligge i håndvasken i protest, indtil Faren kapitulerer og selv stikker poten ned i dybet.

(Apropos at lade noget ligge. Forleden havde han bidt af et stykke chokolade og derefter lagt det ved håndvasken. Til senere afbenyttelse måske? Jeg lader det ligge som en form for psykologisk eksperiment. Så der får det lov at blive liggende i et par dage, før jeg henkastet spørger Faren “det der chokolade.. Hvad er dine planer med det?” “Hvad for noget chokolade?” (forvirringen lyser ud af Farens ansigt) “det du har lagt ved siden af håndvasken?” “Nåh, jeg troede det var dit.” Jadaminegen.)

I weekenden er jeg somme tider så træt heldig, at faren forbarmer sig over mig og tager morgenen med Lillen, så jeg kan få indhentet lidt søvn. Det er selvfølgelig dejligt og alt det der, men hold op en proces der går forud for omtalte indhentning af manglende søvn.

Det begynder gerne ved femtiden, med at Lillen vågner. Det betyder, at jeg også vågner, men ikke at Faren gør. Så ligger Lillen der og pludrer lidt (læs: snakker HØJT mens han klasker mig i ansigtet og piller mig i øjnene), mens jeg stikker en finger i siden på Faren, i håb om at få ham ud af fjerene. Når han ENDELIG vågner op til dåd, skal han selvfølgelig lige angribe nogen i Clash of Clans (hver dag spørger jeg mig selv HVORFOR jeg hjalp ham med at synkronisere spillet på hans nye telefon). Når krigen omsider er slut, skal han selv lige have tøj på, og SÅ tager han ellers Lillen med ind til puslebordet. “Skynd dig at sove, så du snart er frisk til at stå op! Jeg skal alt muligt i dag!” meddeler han mig. Skal ske! Først finder jeg dog lige sut og nusseklud frem, så Faren ikke behøver selv at tænke lede. Bedst som jeg er på vej ind i drømmeland, lyder Farens stemme fra børneværelset “Pernilløøøøøøøøh? Hvor er poserne?” “poserne?” “Ja, til bleerne?” SUK. “Der hvor de plejer. Lige til højre for puslepuden”. Mine mænd fortsætter deres lystige samtale bestående af prutlyde og kluklatter ved puslebordet, og jeg ser ud ad øjenkrogen da Faren snupper sutten og nussekluden og begiver sig i retning mod stuen med Lillen på armen. “Hvorfor har du ikke givet ham tøj på?” spørger jeg undrende. “Ah! Jeg kunne heller ikke forstå hvorfor vi var så hurtige!” lyder det oprigtigt fra Faren, “behøver han have tøj på?”. ARE YOU KIDDING ME?! Har du selv tøj på? Ja. Godt så. Mon så ikke dit barn også skal have det? Faren trasker modvilligt tilbage mod Lillens værelse. Kort efter lyder det “Pernilløøøh? Hvad skal han have på?” “Det er ligemeget, bare et eller andet. Der ligger vist en dragt på kommoden” “Jamen han har en dragt på?” “Nej, han har en kortærmet body på, som han har sovet i. En dragt har lange arme og lange ben. Som sagt ligger der en på kommoden” “Hvor er der bukser?” giv ham nu bare den skide dragt på, for h…. “I den næstøverste skuffe” “Der er de altså ikke” OMG “Jo. De. ER.” “Nåååh, dér” bingo. Faren begiver sig igen mod stuen med Lillen på armen. “Hvorfor har han ikke strømper på?” spørger jeg. “Behøver han det?” OMG MANDEMENNESKE! Har du selv strømper på? GODT SÅ! God indikator for om dit barn behøver det! “Ja, det behøver han”. Faren sukker irriteret. “Hvor er strømperne!?” “Øverste skuffe til højre” “Der er ikke nogen” Somebody shoot me. “Jo. Der. ER.” “Nej, kom selv og kig”. Modvilligt forlader jeg min varme dyne, for at konstatere, hvad jeg havde forventet: Faren kigger i den øverste skuffe til venstre. Uden et ord åbner jeg den rigtige skuffe, tager et par strømper op og lægger dem i Farens hånd (det er vel for fanden idiotsikkert, så). ENDELIG er Faren og Lillen klar til at gå i stuen for at hygge mens mor får lov at sove, og jeg falder i søvn til lyden af min lille mus, der griner til han får hikke, fordi far er den sjoveste i verden.

Da jeg vågner to timer senere og kort efter træder ind i stuen, får jeg kastet Lillen i armene. “HER! Han gider ikke sove, jeg har ikke nået at spise morgenmad og jeg skal SKIDE!” siger Faren stakåndet. Jeg kan ikke lade være med at smile en lille smule og tænke, at nu går der nok et par dage, før Faren vover at spørge, hvorfor jeg ikke har taget opvasken, lagt tøj sammen, støvsuget eller i det hele taget undrer sig over, hvad jeg egentlig laver hele dagen.

Kender du det hvor man sætter en kage i ovnen og sætter sit ur på 45 minutter, og da man vil tjekke hvor lang tid der er tilbage går det op for en, at man i stedet har sat sit vækkeur til kl. 8.45? Det kender jeg!

Kender du så det hvor man hiver toppen ned under det ene bryst og ammer sin baby, og senere tager ind til babys oldefar man skal møde for kun anden gang iført top og lettere gennemsigtig skjorte, for efter hjemkomsten at konstatere at toppen stadig sidder under brystet? Det kender jeg også!