Når Faren (næsten helt selv) tryller i køkkenet

“Leverpostej, mælk, havregryn” står der i beskeden fra Faren, som tilsyneladende tænker at dagens projekt for mig må være en lækker indkøbstur med en baby der sover max en halv time ad gangen (JA tante Karen, OGSÅ selvom barnevognen kører!). Han hader nemlig selv at handle. Flere gange har jeg foreslået ham, at vi begynder at købe ind på nettet, men hver gang har han skudt idéen ned med det argument, at det “på en måde bare er en del af livet..” øh. Mit liv eller hvad? I hvert fald ikke dit eget, hvis du kan slippe for det, åbenbart. Snedige satan. Men det er fint nok, jeg kan godt handle. Faren har dog tilsyneladende svedt ud, at han har lovet at stå for aftensmaden – med mindre han altså har tænkt sig at fremtrylle en delikat omgang chili con carne bestående af havregryn, mælk og leverpostej. I think not. “Hvad med aftensmad?” spørger jeg ledende. “Nåh ja, så hakket oksekød også. Vi har bønner”. Så langt så godt. “Tænker du at vi bare skal spise det rent, eller hvordan? Evt. nogle ris? Brød?” lufter jeg for ham, stadig meget ledende. “Nåh jo, også det!”. Godt så.

Fast forward til begyndelsen på Farens madlavning. “Har du købt grønt?” “Øh. Hvad tænker du på?” “Grønt?” “Ja grønt hvad?!” “Til at putte i! Peberfrugt, tomat, alt sådan noget?”. Dybt suk, for fucks sake altså, din amøbe. Jeg spurgte hvad du skulle bruge og jeg købte det du bad mig om, så nej, gu fanden har jeg ikke købt “grønt”. Kokkereringen begynder (uden grønt), og med dét alle spørgsmålene. “Hvor lang tid tror du risene skal have?” Hvad med at læse på pakken (mr. Clueless) “kan du ikke lige tage en gryde til mig? Nu har jeg rørt ved kødet!” ej men så er du også dummere end vådt bølgepap, hvis du åbner en pakke kød og tager det op i dine fedtede grabber uden at have tænkt over, hvor det skulle hen bagefter. Og ved du faktisk hvad, man kan? Man kan lægge det tilbage i pakken, vaske sine hænder og selv tage en gryde! Jo, det er skam slet ingen spøg! Det kan man rent faktisk godt – men ja du har ret, det kræver en smule tankevirksomhed. “Skal jeg varme brødet i ovnen eller på brødristeren?” Do I look like somebody who cares? Jeg tror ikke umiddelbart at jeg kan smage om du har gjort det ene eller det andet, og selv hvis jeg kunne ville jeg være bedøvende ligeglad, så længe jeg bare ikke skal spise det koldt. Og er der ikke snart mad?! “God mad tager tid, skat. Det er forskellen på når du og jeg laver mad. Jeg gør det med kærlighed!” oh well, og jeg gør det med en træt baby hængende på den ene arm (ej det er løgn, jeg bliver nødt til at skifte arm engang imellem, han er fandme blevet tung!) men jeg er sulten og jeg vil gerne putte baby i ordentlig tid, så hvis du kunne skifte kærligheden ud med hastighed ville det passe mig glimrende. Endelig får vi spist (undertegnede i et tempo der umuligt kan være hensigtsmæssigt, med en halvgnaven baby (hvis arme man skulle tro var skiftet ud med elektriske piskeris) på skødet) og efter en times babyputning slæber jeg mit slidte korpus ud fra soveværelset til køkkenet, hvor jeg bliver mødt af et bombekrater.

Herhjemme har vi nemlig en aftale om, at den der laver mad slipper for opvasken. Den aftale bliver især håndhævet, når det er Faren, der har stået for madlavningen, og i lidt højere grad glemt, når det er mig. Og jaja, det ville da også være ret så ligetil, hvis det ikke var fordi Faren åbenbart skal have samtlige pander, gryder, skeer, knive og spækbrætter i brug for at tilberede selv den mest simple ret. Det må være den der kærlighed, der kræver så omhyggelig tilberedning med alskens køkkenredskaber. Men mængden af opvask er ikke engang det værste. Nix. Believe it or not. Faren glemmer nemlig tilsyneladende altid under madlavningen, at nogen har været så smarte at opfinde det man kalder en skraldespand [skral-løh-span] hvori man kan smide alskens uhumskheder. Hvor er det dog SMART! Men det ved han altså åbenbart ikke, for omtalte uhumskheder havner altså i håndvasken. Vi snakker alt fra løgskræller til køkkenrulle til den tomme kødemballage og konservesdåserne. Og så brokker han sig over, at jeg aldrig tømmer håndvasken. NEJOGVEDDUHVORFOR?! Fordi det ikke er mig der fylder den med LORT! Barnlig type her lader gerne uhumskhederne ligge i håndvasken i protest, indtil Faren kapitulerer og selv stikker poten ned i dybet.

(Apropos at lade noget ligge. Forleden havde han bidt af et stykke chokolade og derefter lagt det ved håndvasken. Til senere afbenyttelse måske? Jeg lader det ligge som en form for psykologisk eksperiment. Så der får det lov at blive liggende i et par dage, før jeg henkastet spørger Faren “det der chokolade.. Hvad er dine planer med det?” “Hvad for noget chokolade?” (forvirringen lyser ud af Farens ansigt) “det du har lagt ved siden af håndvasken?” “Nåh, jeg troede det var dit.” Jadaminegen.)