Lillens navn

“Ikke Storm, vel?” siger Faren og jeg nærmest i kor, da vi har været til kønsscanning. Det var ellers det, Lillen skulle hedde, hvis han var en dreng. Og det var han jo. Men så var han det lige pludselig i virkeligheden, og så var det alligevel bare ikke det helt rigtige.

I ugerne efter fik Faren virkelig brugt ordet “nej” mange gange, mens jeg fik min sag for med at finde nye navne, som jeg kunne præsentere for ham, så han kunne afvise dem uden så meget som at overveje dem i mere end de par sekunder det tog dem at forlade min mund.

Står du og skal finde navn til din baby og er din mand ligesom Faren? Overvejer du bare at præsentere ham for alle dine yndlingsnavne? Don’t! Det var hvad jeg gjorde, og det tog vel lige omkring to minutter, før samtlige bud var skudt ned af mr. “arj?” (tilføj selv skeptisk “det kan du sgu da ikke mene?”-blik). Til sidst blev jeg sådan helt trist. Så kunne han sgu da bare blive navneløs, hvis det skulle være på den måde. Sådan ægte preggotrist. Dumme Faren.

En dag føltes Lillen pludselig som en Albert. Et navn jeg aldrig nogensinde havde overvejet som en mulighed. Meget underligt. Forsigtigt nærmede jeg mig faren. “Nu siger jeg et navn.. Du siger ikke noget, før du har overvejet det ordentligt, og du må ikke afvise det, før du selv har et kvalificeret bud” sagde jeg med alvor i stemmen. Og sådan blev det. Faren afviste ikke Albert. Han kom oven i købet selv med to forslag – Marius og William – men han afviste aldrig Albert og han endte faktisk med at begynde at kalde Lillen det. Jeg ville dog ikke lægge mig fast på noget, før jeg så ham. Jeg havde nok lidt en idé om, at jeg ville kunne se på ham, hvad han var for en, når jeg så ham, så da han var født og ikke lignede noget som helst andet end en (overdrevet fantastisk lækker) lille baby, blev jeg pludselig i tvivl. Jordemoderen spurgte os, om han havde et navn, og Faren præsenterede det for hende. Så var det vistnok bare sådan, det var.

I starten var det virkelig mærkeligt, at han hed det. Sådan virkelig, virkelig mærkeligt. Jeg kaldte ham oftest bare baby, hvilket måske var lidt fjollet, for det var jo mig der havde foreslået navnet i sin tid. Faren og jeg talte flere gange om, at det var meget underligt at han hed dét navn, men ingen af os anede hvad han ellers kunne hedde, og så blev det ligesom bare ved det.
Lillen er nu efterhånden to og en halv måned gammel og selvom vi selvfølgelig bruger navnet hver dag, føles det stadig underligt engang imellem. Sådan lidt “hedder du virkelig det her? jamen det gør du vel..” – gad vide om alle har det sådan?

Min navneliste så nogenlunde sådan ud:

• Vilhelm
• Villads
• Villum
• Storm
• Milan
• Matteo
• Viggo
• Elton
• Valdemar
• Alban
• Elliot
• Villy
• Anton
• Valdemar

Og så en masse andre, der – ligesom samtlige af de ovenstående – blev skudt ned et efter et. Jeg tænker at jeg skal have en anden indgangsvinkel, når næste arving skal have et navn. Sikke en proces!