En lynfødsel på en underbemandet, overbelagt fødegang

“Presser du ham lige lidt ud, så vi kan tage en blodprøve fra hans hoved?” spørger lægen mig, som om det er noget, man bare “lige” gør. Øhm. Prøv med nej!? Hvis det var noget, jeg bare lige kunne gøre, så lå jeg nok ikke her!

Jeg havde termin d. 25/10 2015, men der kom ingen baby den dag. Ved totiden om natten d. 26. var det dog som om, at det gik op for baby, at han var sent på den, og så gik det ellers hurtigt!
Som førstegangsfødende kan du godt regne med at være megalænge om at føde. Sådan helt uoverskueligt længe. Vi snakker “jeg giver op, kan vi ikke bare droppe det?”-længe. “GIDER NOGEN VENLIGST SLÅ MIG IHJEL?!”-længe. Det er i hvert fald, hvad man får at vide, så da veerne begyndte tog jeg det meeeeeeget roligt. Jeg tullede rundt og smurte madpakke til Faren og jeg, fjernede make up, pakkede taske og maste til sidst min mutantkrop ned i vores mikroskopiske siddebadekar, hvor jeg lå og sumpede i godt halvanden time. Til sidst stod jeg op og meddelte Faren, at nu var det tid. Lettere søvndrukne Faren spurgte flere gange, om jeg “helt seriøst havde veer”, mens jeg fik ham til at ordne et par praktiske ting i hjemmet, fordi jeg regnede med, at vi skulle være på sygehuset i et par dage.

Ved sekstiden ankom vi til en overbelagt og underbemandet fødegang. ALLE Roskildes gravide havde åbenbart besluttet sig for at føde samtidig med mig. En stresset (men sød) jordemoder viste os direkte ind på en fødestue (for der var ikke plads i modtagelsen) hvor jeg blev bedt om at lave en urinprøve. Den fik lov at stå på bordet og se lækker ud (you don’t want the details), for der var ikke nogen, der havde tid til at undersøge den – eller mig, for den sags skyld. Eller min baby. Lidt over halv syv gik mit vand i mine bukser (og sokker og sko) med et lille plop, og jeg vraltede ud på toilettet mens Faren begav sig ud på fødegangen for at få fat på en eller anden, der kunne undersøge mig. Han kom tilbage med en anden jordemoder, som kunne konstatere, at jeg var 4, måske 5, centimeter åben. “WUHU” tænkte jeg, “det her kan jeg sagtens overskue” – for det kunne jeg! Veerne var lange og gjorde pisseondt, men pauserne var lækre. Jordemoderen skyndte sig videre og vi var igen efterladt til os selv.

SLAM sagde det få øjeblikke senere, da vestormen pludselig ramte mig som en damptromle. Ekstremt lange og smertefulde veer med minimale pauser imellem, så jeg knapt kunne følge med. “Nøj, hvor skal jeg skide” tænkte jeg pludselig. Med ét poppede endnu en tanke op i mit hoved: “Skide? er det ikke noget med, at presseveer føles som om, at man skal skide? Ej hold op. Jeg kan ikke allerede have presseveer. Jeg har sgu da lige fået at vide, at jeg kun er halvvejs åben.” Ved den næste ve pressede det dog også godt til, så endnu engang begav Faren sig ud på gangen for at få fat på nogen. “Hun vil altså gerne føde i vand” hører jeg ham sige til endnu en ukendt jordemoder på vej ind på stuen. Mens veerne holder en kort pause får jeg prustet til hende “jeg ved godt det er totalt urealistisk, men jeg synes altså, at det presser.” Forundret svarer hun, efter at have undersøgt mig, “det er da også rigtigt, du er klar til at føde – næste gang det presser, så presser du bare med!” øhundskyldhvaderdetdusigertilmig?! Jeg er førstegangsfødende. Du må tage fejl af mig og en der har poppet mindst ti børn! Jeg kan da ikke føde så hurtigt! Men det skulle jeg altså. Mindre end fem timer efter jeg vågnede af de første veer, under en time efter vandet gik, kun femten minutter efter jeg var halvvejs åben. “Men jeg har jo ikke fået lavement!” klynkede jeg (jeg tror næsten jeg græd). “Det skal du ikke bekymre dig om, det er jeg ligeglad med.” var jordemoderens svar. Nå. Jamen godt du er ligeglad. Det var nu mere mig selv og min, på nuværende tidspunkt forsvindende lille, anstændighed og mindst ligeså fraværende charme, jeg tænkte på. “Prøv at lade være med at skrige, så presser du bedre.” siger jordemoderen. Skrige? Jeg skriger da ikke. “Skriger jeg?” spørger jeg forvirret. Det gør jeg åbenbart. Jeg ligger og skriger ind i en iltmaske, som Faren desperat presser ind mod mit ansigt (han har senere fortalt mig, at han fik ondt af de snarligt fødende, som eventuelt skulle høre mig ude fra gangen. Oh well.).

Tilbage til lægens dumme spørgsmål, som kommer sig af, at min fødsel foregår i så hastigt et tempo, at Lillens hjertelyd dykker under veerne. De når dog ikke at få prøven – muligvis fordi jeg ikke “lige” pressede ham ud. Hvad er jeg dog også for en usamarbejdsvillig fødende. Shame on me.
Men så var han der altså pludselig, Lillen. En varm, slimet klump, der nærmest flyver ud og bliver kastet op på min mave, og som jeg instinktivt lægger arme og hænder omkring. Han er så lille og blød, meget mere blød end jeg havde forestillet mig. Alle smerterne forsvinder som dug for solen og jeg tænker, at det her kunne jeg gøre hundrede gange endnu, hvis det skulle være (men det skulle det heldigvis ikke).

Jeg er bristet nederst i skeden (når man har født er det sgu en skede) og i den ene skamlæbe. Den (på nuværende tidspunkt længe overarbejdende) søde jordemoder fortæller mig, at jeg skal sys, men at det ikke er så godt, hvis hun skal gøre det, for hun har problemer med sine håndled, så hun vil lige finde en kollega, som kan ordne det. Et kvarters tid senere kommer hun dog tilbage og siger, at alle er optagede og hun må derfor gøre det selv. Are you kidding me!? Og så uden bedøvelse. Lad os bare sige, at det gjorde riiiiiiimelig ondt.

Sørme så om ikke også barselsgangen er overbelagt og underbemandet, så vi ender med alle tre at ligge på fødelejet (har du ikke erfaring med sådan et skal jeg hilse at sige, at det ikk er nogen synderligt behagelig fornøjelse) i 10 timer, før vi endelig får en seng ind til mig. På grund af manglende information misser vi aftensmaden, så da Faren går på jagt efter noget spiseligt bliver han tilbudt salat, hvilket han takker ja til, og så får han – og hold nu fast – et salatblad på en tallerken. Behøver jeg fortælle, at han endte med et hurtigt smut til McDonald’s?

Vi ligger på stuen i yderligere fire timer, før vi bliver kørt på barselsgangen. Her får vi plads på en dobbeltstue med et par, hvor kvinden har fået kejsersnit og derfor har M E G E T ondt. Hun ømmer sig derfor en del natten igennem, manden snorker og prutter voldsomt i søvne, så jeg bliver helt flov på hans vegne (sådan en type er jeg), og deres nyfødte datter græder en del. Lillen er fredelig, men vi kender endnu ikke forskel på hans og andre babyers lyde, så vi er selvfølgelig vågne mange gange for at se, om det er ham der siger noget.

Morgenen efter bliver vi meget hurtigt enige om, at vi ikke får noget ud af at være på barselsgangen. Det er betryggende at have sundhedsfagligt personale tæt på sig, men atmosfæren er stressende og gør, at vi ikke har lyst til at “forstyrre” jordemødrene med spørgsmål. Desuden ligger endnu en kvinde, der har fået kejsersnit, ude på gangen med sin lille baby. Vi tager derfor hjem, så hun kan få vores plads.

Først havde jeg ikke de store tanker om fødslen, men da adrenalinen lige havde lagt sig, blev jeg faktisk ked af det. Jeg blev ked af at have været så meget alene. Jeg blev bange for hvad der kunne være sket og en smule forskrækket over, at det var gået så hurtigt. Mest af alt blev jeg ked af, at jeg ikke fik lov at føde i vand, som jeg ønskede. Jeg følte mig snydt for den fødsel, jeg havde forestillet mig.

Sådan har jeg det heldigvis ikke længere. Jeg er forarget og vred over vilkårene på fødegangen, men imponeret over jordemødrenes håndtering af det. Jeg har det godt med min fødsel, og jeg kunne sagtens gøre det igen lige NU, hvis det skulle være. Tiden bagefter ville jeg dog gerne være foruden. Jeg græd og endte med at tage smertestillende første gang jeg skulle skide, det var fandme værre end fødslen! Shit altså. Bogstaveligt talt.