1. At kunne tage et bad! Bare sådan lige når jeg havde lyst til – eller behov for! – det. Nu skal det times og planlægges efter Lillens søvnskema og selvom det lykkes, foregår det med en babyalarm skruet op på højeste volumen inden for rækkevidde. Dejligt afslappende, eller noget.

2. At have løst hår. Førhen havde jeg stort set aldrig sat mit hår op (kun i forbindelse med sport eller træning, og det var sgu sjældne begivenheder), men nu skal jeg have det opsat hver dag, og alligevel river Lillen dagligt flere håndfulde af. Bare tag for dig, lille skat, mor har alligevel ikke noget at bruge det til.

3. At være bh-løs! I det mindste bare om natten! Ååååh jeg er efterhånden træt af altid at have noget siddende der, men når alternativet er mælkebad, må jeg ligesom leve med det.

4. Lange aftener på sofaen med Faren! Bare putte og småsnakke til intetsigende tv.

5. At spise ude. Vi gjorde det (alt for!) sjældent førhen, men nu hvor det forekommer stort set umuligt, savner jeg det helt vildt!

6. At være tom i hovedet. Min hjerne kører seriøst på højtryk hele tiden, især på tidspunkter hvor jeg ville ønske, at jeg kunne koncentrere mig om andre ting.

7. Ikke at skulle planlægge det mindste lillebitte gøremål med nogens søvnskema. Alting foregår efter Lillens skema, og jeg bliver næsten mere hylet ud af den end ham, hvis vi er tvunget til at bryde lidt med det. Hvis Faren vil have mig med ud at se på nye greb til køkkenlågerne kan det først blive når Lillen vågner – og har været vågen længe nok til at kunne sove igen, så han kan falde i søvn i bilen, sove i bauhaus eller silvan eller hvad vi nu roder os ud i og blive puttet med det samme når vi kommer hjem.

8. Søvn. Jojo, jeg vidste da godt at babyer ikke sover igennem, og jeg var godt klar over at jeg ville skulle være en del vågen om natten. Hvad jeg ikke var forberedt på til gengæld, var at selvom Lillen faktisk har et godt sovehjerte (om natten) så kan min mommyhjerne ikke helt følge med! Jeg vågner flere gange end Lillen, enten fordi jeg tror han ligger nede i fodenden af sengen eller fordi jeg bare lige bliver nødt til først at lyse lidt på ham for at se om han trækker vejret, og når jeg så ikke kan se det (siden hvornår har man kunnet se på nogens ansigt at de trak vejret?) at stikke hele krydren ned i ansigtet på ham, for at lytte til hans stille vejrtrækning. Pyh. Han lever. Stadig. Så kan jeg trygt sove videre.

9. Min hukommelse! Eller huskesans, som jeg så fint fik kaldt det en dag hvor jeg ikke kunne huske, hvad det hed. Wow altså. Faren og jeg ser ofte Krejlerkongen sammen (så gamle er vi!) og flere gange har jeg formået at udbryde “neeeej, det afsnit har vi ikke set!” mens faren ryster på hovedet og forsøger at overbevise mig om, at vi så det i går. Hvad der er endnu værre er, når jeg glemmer ordene. Somme tider kan jeg ikke fuldende en sætning, fordi jeg mangler et ord, og det kommer bare ikke! Andre gange er det bare de forkerte ord, der sniger sig ind. Især ovn. Don’t ask me why. “Åbner du lige ovnen for mig? Eller jeg mener døren!”

10. Tid. Tid tid tid. Hold op hvor går tiden hurtigt med en baby! Kan jeg få en time out? Jeg kan ikke følge med!

“Ikke Storm, vel?” siger Faren og jeg nærmest i kor, da vi har været til kønsscanning. Det var ellers det, Lillen skulle hedde, hvis han var en dreng. Og det var han jo. Men så var han det lige pludselig i virkeligheden, og så var det alligevel bare ikke det helt rigtige.

I ugerne efter fik Faren virkelig brugt ordet “nej” mange gange, mens jeg fik min sag for med at finde nye navne, som jeg kunne præsentere for ham, så han kunne afvise dem uden så meget som at overveje dem i mere end de par sekunder det tog dem at forlade min mund.

Står du og skal finde navn til din baby og er din mand ligesom Faren? Overvejer du bare at præsentere ham for alle dine yndlingsnavne? Don’t! Det var hvad jeg gjorde, og det tog vel lige omkring to minutter, før samtlige bud var skudt ned af mr. “arj?” (tilføj selv skeptisk “det kan du sgu da ikke mene?”-blik). Til sidst blev jeg sådan helt trist. Så kunne han sgu da bare blive navneløs, hvis det skulle være på den måde. Sådan ægte preggotrist. Dumme Faren.

En dag føltes Lillen pludselig som en Albert. Et navn jeg aldrig nogensinde havde overvejet som en mulighed. Meget underligt. Forsigtigt nærmede jeg mig faren. “Nu siger jeg et navn.. Du siger ikke noget, før du har overvejet det ordentligt, og du må ikke afvise det, før du selv har et kvalificeret bud” sagde jeg med alvor i stemmen. Og sådan blev det. Faren afviste ikke Albert. Han kom oven i købet selv med to forslag – Marius og William – men han afviste aldrig Albert og han endte faktisk med at begynde at kalde Lillen det. Jeg ville dog ikke lægge mig fast på noget, før jeg så ham. Jeg havde nok lidt en idé om, at jeg ville kunne se på ham, hvad han var for en, når jeg så ham, så da han var født og ikke lignede noget som helst andet end en (overdrevet fantastisk lækker) lille baby, blev jeg pludselig i tvivl. Jordemoderen spurgte os, om han havde et navn, og Faren præsenterede det for hende. Så var det vistnok bare sådan, det var.

I starten var det virkelig mærkeligt, at han hed det. Sådan virkelig, virkelig mærkeligt. Jeg kaldte ham oftest bare baby, hvilket måske var lidt fjollet, for det var jo mig der havde foreslået navnet i sin tid. Faren og jeg talte flere gange om, at det var meget underligt at han hed dét navn, men ingen af os anede hvad han ellers kunne hedde, og så blev det ligesom bare ved det.
Lillen er nu efterhånden to og en halv måned gammel og selvom vi selvfølgelig bruger navnet hver dag, føles det stadig underligt engang imellem. Sådan lidt “hedder du virkelig det her? jamen det gør du vel..” – gad vide om alle har det sådan?

Min navneliste så nogenlunde sådan ud:

• Vilhelm
• Villads
• Villum
• Storm
• Milan
• Matteo
• Viggo
• Elton
• Valdemar
• Alban
• Elliot
• Villy
• Anton
• Valdemar

Og så en masse andre, der – ligesom samtlige af de ovenstående – blev skudt ned et efter et. Jeg tænker at jeg skal have en anden indgangsvinkel, når næste arving skal have et navn. Sikke en proces!

Som de fleste nybagte forældre fik Faren og jeg i begyndelsen ikke meget af det der søvn. Det var egentlig ikke fordi Lillen græd, næh, det skyldtes såmænd at han konstant var i vores (under)bevidsthed. En nat satte Faren sig febrilsk op i sengen mens jeg ammede og udbrød i søvne “Har jeg ham? Er det mig der har ham?! Hvor er han henne?!”. De efterfølgende nætter skiftedes vi nærmest til at vågne i panik over, om Lillen nu lå nede i fodenden af vores seng og var ved at blive sparket ud over kanten af vores sure tæer (vi kom heller ikke så meget i det der bad), om han lå imellem os og var ved at blive mast eller kvalt i dynerne, eller om han lå ovenpå os og var ved at trille ned.

En morgen da Faren var taget på arbejde havde jeg taget Lillen over i sengen til mig, hvor han lå i sin babynest barrikaderet af et fort af puder og dyner, så han under ingen omstændigheder ville kunne trille den meter eller halvanden, der var over til sengekanten (især fordi han på daværende tidspunkt rent fysisk var så langt fra overhovedet at kunne trille som overhovedet muligt – but better safe than sorry!). Der lå jeg i min lette mor-søvn med en arm om Lillen, da der pludselig lød et ordentligt bump! Jeg fór op og kiggede ud over sengekanten, hvor pølsehunden med et lettere forvirret ansigtsudtryk så op på mig, som om hun var i tvivl om det mon var mig der havde sørget for at hun var faldet ned fra sengen, hvor hun havde set sit snit til at snige sig op. Pyh, godt det ikke var Lillen. Til gengæld havde jeg nær kravlet henover ham i min paniske iver for at se om det var ham, der var faldet ned.

En nat skulle Faren vende sig i sengen, og da jeg søvndrukkent registrerer hans bevægelse tænker jeg “FUCK! Lillen ligger ovenpå ham! Han må ikke vende sig!” så febrilsk hvisker jeg “skat skat skat skat skat!” og Faren bliver skidebange, for nu tror han jo pludselig også, at jeg har lagt Lillen på ham. Det havde jeg jo selvfølgelig ikke, han lå trygt og godt i vuggen ved siden af mig. Faren blev en lille smule sur.

Efterhånden som Lillen er blevet større, sker det ikke ligeså tit, men jeg har da nusset Farens ben en gang eller to i den tro, at det var Lillen der lå dernede og puttede. Det må være en form for midlertidig sindssyge.

De er ikke sådan lige at spøge med (slet ikke hvis man er tæt på en gravid, DON’T!).  Jeg var ingen undtagelse, selvom Faren faktisk en dag sagde til mig, at jeg slet ikke var så slem, som han havde frygtet. Tak, tror jeg?

Ikke desto mindre havde jeg nu mine øjeblikke, og når jeg ser tilbage på dem, er det ganske morsomt.

I begyndelsen af graviditeten så jeg Switched at Birth. I et afsnit stjæler nogle sørgelige typer fra en af de døve hovedpersoner, og jeg blev simpelthen så ked af det at jeg måtte ringe til Faren midt i arbejdstiden og fortælle om min oplevelse. Eller altså, den døve hovedpersons oplevelse. Det føltes bare som om, det var min. Jeg græd måske også en lille smule.

Hen mod slutningen af graviditeten begyndte jeg for alvor at give den gas. Jeg HADER at bakke bilen ind i vores smalle indkørsel. En aften hvor jeg havde kørt hjem, sagde Faren opmuntrende “kom, nu prøver du lige at bakke den ind, jeg hjælper dig!”. Det så hormonella her som en dybt uretfærdig og hånende opfordring, og hun valgte derfor at bremse liiiiidt for hårdt op, så Hunni (der dog selvfølgelig var fastspændt) faldt lidt fremover. Den næste time brugte jeg på at hyle hjerteskærende i ren og skær dårlig samvittighed, selvom Hunni ikke kunne være mere ligeglad.

Som meget højgravid skulle jeg samle Lillens kommode, og den ville altså ikke lige som jeg havde tænkt mig. Derfor fik jeg vistnok slået på dørkarmen med en af kommodedelene, som knækkede. Jeg udstødte en dybt frustreret lyd (det var vel en form for brøl) og kastede resten af kommodedelen ind i væggen, så den knækkede endnu et sted. Der sad jeg så med tre stykker kommode, der før var ét (og som nok helst skulle være forblevet sådan), og gav mig til at hulke ulykkeligt, så Faren kom løbende i frygt for, at jeg havde slået mig. Nejnej, hele verden var såmænd bare imod mig!

Tredjedagstudeturen efter Lillen var født ramte mig med fuld smadder. Jeg græd over ALT. Jeg græd når jeg så på Lillen, bare fordi. Fordi han var så lille og fin, fordi han var min – vores – fordi han var her, fordi han knirkede, fordi han blinkede, fordi han sov, fordi han hikkede. Pludselig syntes jeg han var sløv, og så græd jeg endnu mere, fordi jeg var overbevist om, at han måtte have fået gulsot. Jeg græd fordi det gjorde ondt ligegyldigt hvordan jeg sad eller lå, jeg græd når jeg skulle tisse og jeg græd endnu mere når jeg kunne mærke, at jeg skulle mere end det. Tanken virkede fuldstændig uoverskuelig. Jeg græd fordi Faren var sød, jeg græd fordi jeg var træt, jeg græd fordi Lillen græd. Jeg græd og græd og græd, indtil det endelig var overstået og jeg kunne samle mig selv og min hormonelle hjerne op fra gulvet og langsomt blive normal igen.